Valnøddeboller

 

En stor delikatesse her i huset er ost og rødvin.

Ost er jo lige i LCHF-ånden, rødvinen er knap så meget, men det smager jo godt.

For ikke at ødelægge mine principper mere end højest nødvendigt prøvede jeg at bage LCHF-boller for første gang.

Det var en vældig succes, dog har jeg det lidt svært med den konsistens som alle fibrene giver. Jeg synes nemt at brødet bliver klisteret hvis det ikke er helt friskbagt. Jeg har ikke fået afprøvet min idé endnu, men jeg vil prøve at riste brødet/bollerne på brødristeren næste gang for at “tørre” overfladen lidt.

Jeg prøvede også at bruge lidt kokosfibre i stedet for noget af Pofibrene – men jeg tror ikke at det gjorde den store forskel.

Men når det så er sagt smagte de super godt – det er bestemt ikke sidste gang at jeg laver dem.

 

 

Jeg har altid godt kunne lide valnøddebrød til ost, og begyndte at søge efter sådanne på nettet. Inspirationen til disse boller kom fra Madbanditten

Jeg køber altid min ost hos Osteriet & Co i Vemmelev. De har en fin butik med et stort udvalg. Og så har de en del danske oste. Denne gang blev til til en ost der hed Kong Knud som var rigtig lækker. Derudover blev det til en Morbier og en røget brie.

Ellers kan bollerne sagtens også spises kun med smør.

 

 

Valnøddeboller (8 stk):

(Samlet tilberedning: ca 25 min + bagetid)

4 æg
2 dl kokosmælk (ryst en dåse godt og sørg for at få nogle af fedtklumperne med også. Hvis det er for koldt, så fedtet ikke kan rystes sammen med mælken, kan det varmes lidt i microovnen – husk at hælde det hele i en plastik beholder først)
2 tsk bagepulver
1 1/2 tsk tørret rosmarin
1/4 tsk fennikelpulver
1 1/2 tsk groft middelhavssalt
1 1/2 dl Pofiber
1/2 dl kokosfibre
2 spsk loppefrøskaller
150 g valnøddekerner

Pisk æg og kokosmælk godt sammen.
Tilsæt bagepulver, krydderier og salt og pisk igen.
Tilsæt Pofiber, loppefrøskaller og kokosfibre og rør det godt sammen.
Mens dejen står og trækker, hakkes valnødderne.
Nødderne blandes i dejen tilsidst – dette er nemmest med en ske.
Tænd ovnen på 170º varmluft.
Form 8 boller og sæt dem på en bageplade med bagepapir.
Bages i 20 min.

 

Facebook
Instagram

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *