Lasagne med aubergine

 

Lasagne er bare en dejlig nem ret at servere – og så er det en af dem hvor der er mad til to dage. Rent win-win.

Jeg har tidligere prøvet at lave flere LCHF lagsagner, men jeg synes de var lidt besværlige selvom de smagte godt.

Så jeg bestemte mig for at prøve at bruge bagte auberginer som plader, og brugte min egen opskrift på kødsovs, en opskrift på ostesovs fra Madbanditten, og endte jeg med denne opskrift.

Det var rigtig vellykket og bliver helt sikkert lavet igen.

Den tager lidt tid – men det meste er trækketid og bagetid hvor jeg kunne lave en masse andet istedet.

Jeg måtte justere lidt i min kødsovsopskrift – jeg plejer at bruge to dåser flåede tomater når den laves til almindelige lasagneplader, men for at reducere mængde af væske, da auberginerne ikke suger så meget, erstattede jeg den ene dåse med en lille dåse koncentreret tomatpure. Det virkede rigtig godt. Jeg fik en god fast sovs.

Ostesovsen var også rigtig fin, men jeg skal have prøvet mig lidt frem med andre typer ost – jeg er ikke specielt begejstret for konsistensen af ricottaen – jeg synes den bliver grynet. Jeg tror at flødeost eller mascarpone skal forsøges næste gang.

 

 

Lasagne med aubergine plader (4 personer):

(Samlet tilberedning: ca 2 timer)

Plader:
2 auberginer
Salt

Kødsovs:
1 løg
2 fed hvidløg
Ca 25 g smør
500 g hakket oksekød
2 spsk oregano
1 tsk tørret chiliflager
1 dåse hakkede tomater
1 lille dåse (70 g) koncentreret tomatpure
1 peberfrugt
1/2 tsk peber
1 1/2 tsk salt

Ostesovs:
2 æg
200 g ricotta
50 g revet parmasan

Ca 200 g revet ost

Vask auberginerne og skær den i tynde skiver (ca 1/2 cm) på langs.
Drys salt i bunden af et stort fad, læg et lag skiver – de skal ikke lappe over hinanden.
Drys salt over laget og læg et nyt.
Fortsæt til du ikke har flere skiver – slut af med salt.
Lad dem trække i min. 1/2 time.
Når pladerne har trukket, tændes ovnen på 180º varmluft.
Imens ovnen varmer, rystes aubergineskiverne fri for væske og salt og presses mellem to lag køkkenrulle eller et viskestykke for at fjerne så meget væske som muligt.
Læg derefter skiverne på bagepapir i ét lag, og bag dem ca. 20 min.
Når skiverne er bagt – de ser lidt tørre og indskrumpede ud tages de ud af ovnen. Lad ovnen stå tændt.
Lad dem stå til du skal samle lasagnen.

Imens laves kødsovs.
Hak løg og hvidløg.
Svits løgene i smørret – husk at skrue ned så de ikke brænder på.
Derefter tilsættes det hakkede kød og steges til det er brunt.
Tilsæt krydderierne, flåede tomater, koncentreret tomatpure og rør det godt sammen.
Skær peberfrugten i små tern og tilsæt dem til sovsen.
Smag til med salt og peber.
Nu skal den bare stå og simre til du skal bruge den.

Til ostesovsen blandes alle delene i en skål.
Jeg bruger et piskeris for at fjerne klumperne.

Så er det tid til at samle lasagnen.
Læg lidt kødsovs i bunden.
Læg et lag aubergine skiver over.
Læg endnu et lag kødsovs, efterfulgt af lidt ostesovs.
Fortsæt med lagene: aubergine, kødsovs, ostesovs til du ikke har mere.
Du skal slutte med et lag ostesovs.

Bages i ovnen i ca 15 min.
Herefter tages den ud, den revne ost fordeles over og tilbage i ovnen igen.
Bages yderligere 15-20 min.

Facebook
Instagram

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *