Grøntsagsfladbrød med broccoli, gulerod og salatpeber

 

I weekenden fik jeg produceret en omgang grøntsagsbrød til fryseren.

Denne gang gik jeg efter en mere neutral smag, da jeg har planer om at de bl.a. skal bruges til hot-dogs. Jeg har derfor skruet lidt ned for krydderierne. Jeg har tidligere lavet nogen med lidt mere smag – dem kan du finde her.

Og som sædvanlig er det en rigtig god måde at få ryddet ud i grøntsagsskuffen. Denne gang fik jeg brugt nogle salatpeber og en gulerod der var begyndt at se lidt træt ud. Kombinationen af broccoli, gulerod og salatpeber gav “dejen” de flotteste farver.

 

 

Også osteresterne blev der tømt lidt ud i. Jeg køber som regel et stykke ost når det er på tilbud, og så river jeg det hele og fryser det i 200 g poser. Da det ikke altid passer med den mængde jeg skal bruge i opskriften, hælder jeg resterne sammen i en “blandet” pose, som så kan bruges til f.eks. disse brød.

Grøntsagsfladbrød (16 stk):

(Samlet tilberedning: ca 60 min + bagetid)

500 g broccoli
200 g salatpeber
100 g gulerod
1 3/4 dl solsikkekerner
1/4 dl sesamfrø
2-3 tsk basilikum
2 tsk salt
1 tsk peber
150 g revet ost (cheddar og almindelig skæreost)
3 æg
3 spsk loppefrøskaller

Hak solsikkekernerne og sesamfrø til groft mel i foodprocessoren, med kniven.
Hæld dem i en stor skål.
Hak grøntsagerne, evt. ad flere omgange i foodprocessoren og hæld dem i skålen.
Tilsæt krydderier og bland det sammen med grøntsagerne og kernerne.
Tilsæt ost og bland.
Tilsæt æg og rør det godt sammen.
Tilsidst tilsættes loppefrøskallerne og blandes.

Tænd ovnen på 180° varmluft.
Fordel blandingen på fire bageplader med fire klatter på hver.
Tryk klatterne flade med fingrene, og saml dem i kanterne. Jeg kan godt lide at lave dem tynde, det gør det nemmere at folde/rulle dem afhængig af hvad jeg skal bruge dem til.
Bages 25 min.
Afkøles på en bagerist.

De kan efterfølgende fryses, jeg pakker dem med madpapir imellem, så er det nemt at tage et par stykker op når jeg skal bruge dem.

Facebook
Instagram

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *